Korpset på TV2 – min deltagelse og oplevelse

Hvis du har 20 minutter, så synes jeg du skal hente dig en kop kaffe, sætte dig godt til rette og så læse om mine oplevelser under optagelserne til korpsets sæson 2. Den korte version er, at jeg fik lov til at være med i 40 timer, så hvis det er nok for dig at vide, så behøver du ikke læse mere. Jeg har brugt denne skriveproces, som et værktøj til at bearbejde mine oplevelser, analysere på mig selv, og også som et redskab til at få nogle ting ud, som jeg har båret på efterfølgende. For det kan slet ikke beskrives nok, hvor vanvittig og fed en oplevelse det var og være med til det her.

God læselyst.

Alle billeder er taget af: Lars E. Andreasen/TV2

 

“The time for action is now. It’s never too late to do something.”

 

Antoine de Saint-Exupery

 

Dette citat er blevet et mantra for mig. Det kan sidestilles med, at forblive sulten efter mere. At leve for at lære og opleve.  At være til nu. At erobre viden og indsamle erfaringer. Og til sidst når det hele slutter kunne sætte sig tilbage, lukke øjnene og sige: Du gjorde dit bedste gamle dreng og du satte DIT aftryk.

 

For når alt kommer til alt, og vi skal væk herfra, så er det i min optik vigtigt at føle at man har levet og ikke har været den man er fordi andre har sagt, at man skal eller bør være noget som andre synes. Men i stedet, være dannet af de mursten som livet har besluttet sig for at man skulle bygges af – og har bygget et hus af de selvsamme sten, som man er tilfreds med at dø i.

 

Meningen med dette opslag er egentlig simpelt. Jeg har skrevet det fordi jeg kan. Fordi det er muligt for mig, at sætte mig ned, og tage det jeg har på hjerte og skrive det ned. Fordi jeg har en holdning til det glemte, spirituelle i mennesket, som man også kan kalde for intuition. Fordi jeg synes, at mennesker generelt er ved at glemme at leve, og tro for meget på den støj vi bliver bombarderet med konstant. Og så fordi, jeg meget gerne vil fortælle dig om min korte, men vanvittigt lærerige oplevelse jeg havde, som deltager i korpsets sæson 2.

 

Selve processen med at blive “optaget” til tv programmet var lang. Det tog en skriftlig ansøgning, 1 gruppecasting, 1 casting med tilrettelægger og caster, en dag med fysiske tests og endnu en casting med Tv2 og programchefen. Alt i alt, så tog hele processen fra ansøgning blev sendt, til jeg stod i en skov med med 29 andre deltagere, mere end 8 måneder. Det er meget lang tid at være i en lettere stressfyldt situation, hvor man indtil et par måneder før ikke engang vidste om man var med eller om man var ude. Jeg havde fået besked på at holde mig i form, og at jeg var blandt de sidste 50, ud af det som jeg efterfølgende har fået at vide var et par tusinde ansøgere.

 

Under min optakt og træning gik jeg march med rygsæk, jeg løftede vægte, jeg løb, alt imens jeg trænede op til at lave en ironman i Juli. Der kom derfor relativt meget træning i bogen, hvor meget af det var træning der intet havde med TRI at gøre. Ja jeg svømmede og cyklede og lavede alt det jeg skulle ift tri, men jeg lavede så også alt det jeg tænkte jeg ville kunne møde under korpset.

 

Da jeg var afsted i Tyskland hvor jeg skulle lave ironman i Juli, havde jeg fået at vide, at jeg skulle være med i korpset, og derfor var min deltagelse til det der oprindeligt var mit A event i 2017, blevet lidt mere et B stævne end A. Jeg ville være klar til korpset og tog derfor ingen chancer. Så da jeg på km 27 på maratondelen under min ironman, mærkede mine skinneben gøre knuder, satte jeg derfor farten HELT ned. Ingen chancer der.

 

September kom og mødedagen for korpset kom også. 29 mand, og en kvinde blev sat sammen i biler og tog, og fragtet til Struer hvor vi blev indlogeret på et hotel i gågaden.

Den aften på hotellet var virkelig mærkelig. Det var et kæmpe mix af følelser, at se hinanden an, få lavet tandbeskytter og registreret udstyr. Vi var allesammen snakkesalige og imødekommende overfor hinanden, men stemningen var alligevel sådan lidt: “gad vide hvem der er sej, agtigt”

Det at få lavet tandbeskytter bekræftede mig i, at vi nok skulle bokse lidt med hinanden. Fedt tænkte jeg. Det var lige præcis derfor jeg kom. Jeg ville presses, testes og skubbes.

 

Natten inden afgang, mod hvad vi troede var basen, sov jeg slet ikke. Jeg delte værelse med Morten, og vi lå og vendte og drejede os hele natten igennem. Til sidst gav vi op, grinte lidt og satte os og talte i stedet for at sove.

 

Afgang.

 

Vi kørte en rigtig bumletur i en gammel udslidt militærlastbil med sæder på ladet. Vi kørte et par timer og blev til sidst gennet ud og stå på række da vi endelig holdt stille. Senere fandt jeg ud af, at de havde kørt rundt med os på den måde for at forvirre os. For skoven lå kun 15 minutter fra hotellet. Det fandt jeg ud af senere da det hele sluttede for mig.

 

Vi er på dette tidspunkt i vores almindelige tøj, flere har jakker på, jeg selv har jeans på og mine løbesko. Vi havde fået at vide, at vi skulle tage vores normale tøj på inden afgang, og havde inden da afleveret de ting vi havde fået besked på, i vores rygsække, som var blevet kørt i forvejen.

 

Let løb på instruktørens anvisninger, ned til en mose, hvor instruktør Erik beder os om, at titulere ham og hans instruktørkolleger, som Hr. instruktør fra nu af.

 

Jeg står og er lidt underligt ubekvem ved det hele der på bredden af mosen, for udover at der var kameraer, mikrofoner og instruktører i en skøn forening, så drøner der også droner rundt oppe i luften, og mænd med headsets på der løber rundt. De var nærmest mere soldateragtige end vores instruktører. Der var fart på, min puls var allerede høj og adrenalinen pumpede.

 

“Klæd jer af, så i står i undertøj og løbesko” Sagde Erik. Og taktfuldt og højt råber vi: “JAVEL HR. INSTRUKTØR”

 

Beskeden til os efterfølgende var, at vi skulle vende rundt, igennem mosen, og så komme først op på toppen af en bakke der stødte op til området, hvor instrutør Rat ventede på os.

 

3-2-1, GO!!!

 

Alle ville først. Alle ville frem og de svømmestarter du måske har prøvet i et triatlonstævne var intet i forhold til det her. Da vi brød vandoverfladen brød en stank af råd og mose frem. Og det skulle vi altså svømme igennem for at komme over på den anden side. Det ser man også i første afsnit på tv. Det var ikke langt, men det var koldt, klamt, lugtende og den mundfuld jeg fik slugt gav mig øjeblikkelig kvalme.

 

På toppen af bakken er vi alle samlet. Vi er våde, står kun i undertøj og våde løbesko og venter. Vi står foran vores ting, som er lagt ud i græsset foran os på rad og række. Der er virkelig mange mennesker fra produktionen der kigger på os og vi er totalt overvåget, deduceret til at være deltagere i et tv program, og derefter kun et nr.

 

Jeg blev til nr. 24.

Efter en opsang med henvisning til vores fart, fik vi en kort instruktion fra Rat. Her fik vi at vide at vi skulle klæde os på i uniform og støvler, og så blev vi ellers høvlet igennem de første fysiske udfordringer med rygsæk på. Den var på det her tidspunkt ikke voldsomt tung, men den var til gengæld i en VIRKELIG dårlig kvalitet. En af stropperne på min rygsæk knækkede da jeg spændte den så jeg måtte tage de to ender og lave en knude for at holde den sammen. Det blev derfor aldrig rigtig godt for mig med den rygsæk. Jeg valgte dog ikke at brokke mig, hvilket jeg uden tvivl ikke havde fået noget ud af.

 

Et par timers bakkeløb med rygsæk, lidt forhindringsløb gennem stier, svære passager, og forcering af et par søer senere, er der en kort samling midt i skoven. Her får vi at vide, at vi skal løbe og det handler om at komme først. Igennem skoven skal vi følge nogle røde afmærkninger og vi får kun et øjeblik til at gøre os klar. Med klar menes der, fikse sokker, fylde vand på dunken, sætte rygsækken ordentligt osv.. Vi får ikke at vide hvor langt vi skal løbe, men kun at vi skal følge afmærkningen og komme først. Hvis vi kan..

 

Det blev til en dejlig kort tur gennem skoven på ca. 45 minutter for mit vedkommende. Jeg kan mærke på den sidste del, at jeg faktisk begynder at blive sulten, men det bliver hurtigt skubbet til side og glemt, da jeg mindre end et splitsekund efter den her tanke, ser en kæmpe hjort i et og samme spring, forcere den grusvej vi løber på. Foran mig løber Per, som løber og kigger ned i samme øjeblik som hjorten springer. Desværre for ham går han glip af noget der for mig ihvertfald, var en stor oplevelse. Han var måske også heldig, at han ikke løb bare 5 meter længere fremme, for så var han blevet klippet og fældet af det store dyr.

 

Løbeturen var alt taget i betragtning rigtig fed. Jeg elsker at løbe i skoven og vejret var solrigt, og faktisk også mildt. Det var først da vi stod stille, at man begyndte at småfryse lidt.

 

Løbeniveauerne var ret blandede, og der var nogle der var i en klasse for sig. Bla. Michael og Simon var skarpe. I midten var vi mange på nogenlunde samme niveau, og så var der et par stykker hvor løb ikke var deres største kompetence. Slet ikke med rygsæk på. På trods af niveauforskellen var ALLE uden undtagelse stadig klar til at hjælpe til med tilspænding af rygsæk, skaffe vand osv. Sammenholdet lyste nærmest ud af os.

Vi bliver linet op i geledder og ført ind på basen som ligger tæt på slutstedet for vores løbetur. Her går det for første gang rigtigt op for mig, at der er nogle regler der bare ikke må blive brudt. Det stresser mig helt vildt. Der er regler for alt, og der er streger og veje jeg ikke må gå på. Jeg må ikke forlade basen når jeg vil, og jeg skal spørge om lov til at gå på toilettet. Det er en underlig situation for mig, da jeg siden jeg var meget ung, har gået mine egne veje og egentlig bestemt selv. Autoriteter har altid udfordret mig, og jeg har tidligere været typen der har dyttet af politiet hvis jeg synes de kørte dårligt i bil. Så det med at være “indespærret” på den her måde, giver mig en underlig følelse af stress.

 

Vi får lidt tid for os selv hvor vi kan gøre vores ting klar, spise en dåse tun, og drikke en masse vand. Klokken er måske 13-14 om eftermiddagen nu og den dåse tun er det første vi får at spise, siden kl 7 om morgenen. Vi har været igang i en del timer, så selvom jeg er vegetar og der afgjort ikke bliver taget hensyn til det, så ryger der tun ned for fuld gas. Det var sgu en lidt tør oplevelse.

 

I den tid vi havde for os selv skulle vi lave vagtplan så udkigsposten kunne blive bemandet konstant. Kun når vi var ude af basen eller igang med fysiske øvelser kunne vi undlade at bemande den, hvilket også var en stressfaktor. Selve vagten skulle udføres så ALT blev noteret meget detaljeret. Vi skulle holde øje med et område på ca 100 gange 300m hvorpå der var mange bygninger, telte og mange mennesker der bevægede sig rundt hele tiden. Hvis vi missede noget, så ville instruktørerne opdage det – hvilket ALTID resulterede i belønninger. ( 1 belønning var en armbøjning, en mavebøjning og et englehop og der blev sjældent givet mindre en 10 ad gangen )

 

Vi fik lidt tips til hvordan vi kunne overvåge og nedskrive, meget detaljeret, uden egentlig at skrive særlig meget. Det krævede bare vi havde lavet et kort eller plan, hvorpå vi havde nummereret alle bygninger der var på området, og vidste hvad der var nord, syd, øst og vest. Så det betød eksempelvis at vi kunne skrive:

 

Kl 19.07 | Nr 24 fra 6 til 2.

 

Hvilket egentlig betød, at Martin gik fra soveteltet til toiletvognen kl 19.07. Det ene tager ca. 10 sekunder at skrive, og det andet tager 20. Det gav os en god ide om, hvor vigtigt det var at være detaljeret i vores overvågning. Og hvor simpelt det egentlig kunne gøres.

 

For bare at komme med et lille eksempel på hvad vi også skulle holde øje med, så legede instruktørerne lidt med os der var på vagt. En gang imellem så dukkede de op i et lille vindue der var på 1. Sal i den bygning de holdt til i. Her skiftede de eksempelvis nummeret på blokken der indikerede hvor mange vi var tilbage, for at skifte den tilbage igen 3 minutter efter. Eller også kunne de finde på, at give os der lå på vagt fingeren, eller tænde og slukke lyset. Det skulle vi helst se og notere ca. 150 m derfra. Alt skulle noteres.

 

Om eftermiddagen stod den på undervisning i den fine disciplin at tage imod en simpel kommando og udføre den under tidspres. I det her tilfælde skulle vi typisk løbe fra træningspladsen, ind i soveteltet, skifte til et sæt tøj, hvis type var dikteret af instruktøreren, hurtigere end en given tid. Det skulle vise sig at være ekstraordinært svært at få 30 personer til at gøre præcis det samme, når de var under tidspres. Jeg tror vi fortsatte i 2 timer med det her før vi ENDELIG havde succes med at være ens alle sammen.

 

Jeg var selv en kegle og havde glemt at tømme lommerne, som den eneste, ved en af kommandoerne. Det irriterede mig, og jeg blev også straffet og idømt kropshævninger i stativet der var opsat til det samme formål. Nr. 9 fik også tidligere en straf da han løb ud af teltet uden shorts på hvor vi allesammen stod i shorts og tshirt der var ens. Den detalje kom også med i program 1. Det var sjovt, men kun et øjeblik, for så var det igang igen. Alle fejlede, og vi fik så mange belønninger så det stod ud af hovedet på os. Instruktørerne ville have, at alt blev gjort i takt og var ens. Men 30 mand der alle har forskellige forudsætninger for at tage armbøjninger, mavebøjninger, eller englehop, giver ikke lige grobund for, at det bliver gjort i samme tempo.

 

Det betød, at vi blev startet forfra et par gange, og det fik jeg bare nok af. Så til sidst råbte jeg selv hele flokken op, og så blev det gjort i mit tempo. Jeg havde luret hvem der var hurtige og stærke og hvem der ikke var. Så mit tempo gav alle mulighed for at gøre det ens. Jeg råbte an: Ooooog en, ooooog to, ooooog tre … osv. Det var egentlig meget sejt og ret hurtigt kiggede de andre på mig og nærmest ventede, at jeg tog initiativ til at starte os når vi blev belønnet.

 

Jeg har slet ikke tal på hvor mange belønninger vi fik den eftermiddag, men det var mange og vi var som sagt igang i et par timer med den her lille seance. På fjernsynet ser man kun et kort klip, og mange af de andre ting, såsom vores start på det hele og de første par timer var heller ikke rigtigt med i programmet.

 

Mellem “belønnings” seancen og den næste var der kun et kort øjeblik. Nu skulle der boksetrænes. Ikke kamp, endnu, men træning og sparring med hinanden, hvor vi øvede forskellige kombinationer og slag. Jeg har bokset som stor teenager, så det lå forholdsvis naturligt for mig at gøre det her, men for andre var det mindre naturligt. Det kom der nogle meget sjove stunder ud af. Det var dog også hårdt, eftersom vi på det her tidspunkt havde været igang i mange timer, og kun fået 1 dåse tun at spise siden kl 7.

 

Jeg kunne mærke med det samme, da jeg fik tandbeskytteren i munden, at jeg var tilbage i CIK´s lokaler som var jeg en stor dreng igen. Jeg var klar. Og det var fedt. Foran mig stod Jens. En 21 årig glad jydedreng, med ca. 10-15 kilo mere vægt på kroppen end mig. Ingen problem, det var jo ikke kamp, men bare hyggesparring. Jeg ved ikke hvordan Jens havde det med at bokse med mig, men jeg hyggede mig med at bokse med ham. Så meget at jeg efter jeg er kommet hjem faktisk har overvejet at komme igang med noget kampsport eller boksning igen.

 

Boksningen overstået, kort pause, tror måske også vi fik en energibar, og så var der ny kommando. Vi skulle træde an foran soveteltet, hvor vi i øvrigt skulle opholde os hvis vi ikke var på toilet eller på vagt. På ryggen skulle vi have en rygsæk, der vejede minimum 15 kg. På hovedet skulle vi have en pandelampe, og så var det ellers ud og løbe i mørket. Vi blev linet op på to geledder og skulle løbe efter en jeep, hvor et par af instruktørerne sad. Jeg tror vi løb 5-6 km ud til noget der mest mindede om en lille bakkedal, hvor der var stejle bakker omkring os, og en bæk i bunden.

 

Det er aften nu. Klokken er tæt på 20. Jeg står midt ude i en skov tæt på den danske by Struer i Jylland og alt er kulsort. Mørket brydes kun af strålerne fra en masse pandelamper, der lyser op som projektiler mod himlen. Et virvar af lys der nærmest ukontrolleret minder om et stroboskob der fanger dampen fra mit åndedræt. En gang imellem rammer en stråle mine øjne, som gør at jeg må holde hånden op for ansigtet for ikke at blive blændet. De gange det sker tager jeg mig selv i, at køre hånden igennem mit hår som er drivvådt.

 

Omkring mig står 28 andre mænd og en kvinde. Deres åndedræt er hurtigt ligesom mit eget er. Vores tøj er vådt og vores blikke er anstrengte. Vinden rammer os ofte og kulden i kombination med det våde tøj får os til at ryste som bladene på træerne. Vi har igennem de sidste 14 timer været igennem en masse fysiske anstrengelser. Anstrengelser specielt designet til at udtrætte os, og teste vores fysik og mentalitet. Forude venter os – måske – yderligere 6 dage i samme stil, hvor vi i døgnets 24 timer er i et mentalt beredskab hvor vi ikke ved hvad der sker.

 

Vi har muligheden for at gå hele vejen til ende på det her specielt designede kursus, medmindre vi giver op, eller bliver pillet fra af de specielt udvalgte instruktører, der alle er tidligere elitesoldater i det danske militær. De målrettede blikke der startede på kurset 14 timer før er trætte, men lysende af en energi der kun kan beskrives som den nærmest mytiske energi der er i luften når der er lyn på himlen.

 

Foran os står en klippe. Klippen hedder Thomas Rathsack. Rat.

 

Thomas er tidligere jægersoldat og har igennem flere omgange været i krig. Han er stor som et hus og han har et blik så stift som stål. Når han kigger på os er det dog med en ro, måske en slags glæde, men samtidig med skepsis over hvad han ser på. Han har set og oplevet det meste af det meste og på alle måder oplevet hvad det vil sige, at være i live – og også tæt på at dø. Han har været i ildkamp med fjendtlige soldater hvor hans liv har været på spil, men også ved hans mange rejser ud i verden, som fotograf og minerydder.

 

Thomas er vores chefinstruktør på kurset og med en høj og myndig stemme, siger han:

 

“Hold kæft … hør efter.”

 

Vores småsnak stilnede med det samme og åndedrættet blev roligere. Jeg holdt vejret for ikke at larme med mit åndedræt. Thomas ville ikke sige noget, men blot have vores opmærksomhed hen på en lyd han har registreret i skoven.

 

Et brøl dybt inde fra skoven bryder stilheden. Ikke et brøl fra et menneske. Men en kronhjort. Endnu et brøl og nærmest som om jeg besvarer hjortens brøl, tager jeg mig selv i at smile.

 

Rat griner lidt og siger: De har sig en fest derinde… og refererer til kronhjortene i brunst.

 

I det øjeblik føler jeg mig som et af de heldigste mennesker i verden. Jeg er så træt og udmattet, som jeg sjældent har oplevet at være før, men mine sanser er tændt som instrumentbrættet i en mercedes. Uanfægtet at jeg netop har været igennem et intervalløb á 4 omgange på en rute i skoven, med en 15 kg tung rygsæk på ryggen, igennem et vandløb, op og ned af skrænter, glatte nedløb, i en “ det handler om at komme først” konkurrence mod mine 29 “kollegaer”

 

Lige der er jeg uden forbindelse til den verden vi allesammen kender den idag. Logget på facebook. Søgende på google. Stillesiddende på et kontor, eller kiggende på forældreintra. Lige der er jeg connected på et plan hvor alle celler i min krop er tændt på en ubeskrivelig måde.

 

Jeg står i en skov, med 29 andre mennesker, som jeg er dyb kontakt med uden at vi taler sammen. Sammen oplever vi. Sammen lever vi.

 

Resten har du måske allerede set på tv. Vi fik 4 runder mere på den her interval rute, men hvad du ikke har set er, er, at efter den her aftenløbetur, med intervalløb på meget tom mave og kapløb om at komme hjem igen, også var stationstræning med squats, lunges, dæktipning, og div. øvelser med lange og tunge træstammer.

 

Kl 23 om aftenen står jeg så på basen, midt ude i skoven, og laver yoga… Vi har kort forinden afsluttet vores sidste hårde prøvelser for den første dag.  Ca. 17 timers aktivititet og min krop og mit hoved er ristet!

Yoga skulle vise sig, at være helt fantastisk at lave. Det løsnede kroppen op, og gav en lidt mystisk ro der midt i skoven. Mindre fedt var det at svangen i min fod gik i krampe. Det gjorde at vi kom ned i gear, fik løsnet kroppen op, og blev sendt godt ind i soveteltet.

 

Vi får lov at gå til ro herefter. Jeg bruger en lille halv time på, at få styr på mig selv, få hevet nogle kontaktlinser ud af hovedet, og så ellers forsøge at pakke mine ting i en eller anden orden. Alt var vådt, og det tørretelt der var sat op med store varmeblæsere til at forsøge at tørre tøjet var en joke. Jeg havde faktisk ikke regnet med det ville være der, men at det så virkede virkelig dårligt når 30 personer alle ville tørre deres tøj på samme tid, var bare et irritationsmoment. Jeg giver til sidst lidt op på mine ting, og knalder det hele ned i en kasse vi havde og så måtte jeg ellers få styr på det morgenen efter hvis der var tid. Jeg går derfor til ro..

 

Denne første dag mistede vi Mattias og Jean der valgte at give deres armbind. Det her var altså to gutter der begge har dyrket elitesport på meget meget højt niveau, og begge stod KNIVSKARPT ved starten af optagelserne. Det vidner lidt om det pres vi alle var under.

 

Det er nu nat og klokken er måske 3.00. Jeg har ikke lukket et øje endnu. Det telt vi sover i, er sat imellem to kæmpe containere der er tomme. Jeg ved ikke om du kan forestille dig hvor meget lyd der er i en helt tom jerncontainer, men bare det at man snittede den med en finger gjorde at alle kunne høre det. Det var bestemt heller ikke optimalt set fra et sovemæssigt synspunkt, at teltet vi sov i havde velcrolukning i døråbningen.

 

Nu er jeg en mand der har ramt +36, og når man når den alder, så skal man lige pludselig pisse helt vildt meget om natten. Jeg troede egentlig at det var når man ramte den alder, at det begyndte, og at det derfra ville blive meget værre, men jeg tog fejl. Fordi af alle dem der sov, eller ikke sov i det her telt, var ALLE på toilettet minimum et par gange denne nat. Og det var mænd i alle aldre og en enkelt kvinde … Og hver gang var det med den her meget karakteristiske lyd, som velcro siger når det bliver revet fra hinanden, til følge. Helt genialt.

 

RITSCH x 30 personer x 2 gange minimum.. Regn selv ud hvor meget man sov.

 

Kl 3 er tidspunktet jeg lige holder fast i, for der havde jeg stadig ikke sovet dybt. Jeg havde været igang i 17 timer, fysisk aktivt, igennem hele dagen og natten før var heller ikke præget af vildt meget søvn. Lettere desperat lå jeg derfor og vendte og drejede mig, ligesom flere af mine kammerater også gjorde.

 

Lige pludselig bliver teltdøren med den latterlige velcrolyd flået op. Lyset bliver tændt, og der bliver banket på stolperne der holder teltet sammen. Det er instruktør Rune, der har fået en nedsmeltning og vil have alle mand op og i træningstøjet, klar til opstilling om 4 minutter.

 

Kaos brød ud. Alle var helt skæve af at være i en semidøs og være fysisk udmattede. Vi anede ikke hvor vores ting var, hvilket ikke blev bedre af kombinationen med at være fuldstændig overrumplet over, at vi nu allerede skulle igang igen.

 

9 mand ( mener jeg ) missede tiden med mindre end 15 sekunder. Det skulle vise sig, at blive “belønnet” 4 timer senere, når vi skulle rigtigt op.

 

Vi blev gennet ind i vores fælles fængsel, soveteltet, igen, og jeg forsøgte at sove endnu engang. Måske har jeg samlet set fået en time på øjet den nat. Jeg kan huske jeg lå og var pissesur på alle instruktørerne. For at være ærlig så tænkte jeg de var nogle røvhuller med hang til magt. Jeg vidste selvfølgelig godt, at det ikke hænger sådan sammen, men det var den følelse jeg havde. Jeg er en voksen mand, og jeg lever i høj grad efter princippet, at man skal tale til mig, som man gerne selv vil tales til. Jeg var udfordret her på alle måder. Både fysisk og mentalt.

 

Vi bliver vækket tidligt, og får igen en kommando der vedrører vores tøj og vores rygsæk, og kan derfra godt regne ud, at idag bliver en led en. Vi skulle ud og gå march. Beskeden var, at vi skulle have uniform på, og 25 kg i rygsækken – og at der ville blive foretaget kontrolvejninger.

 

Vi fik ganske kort tid til morgenmad og til at gøre os klar. Heldigvis fik vi også udleveret 2 energibarer, som vi egentlig kunne gøre med, hvad vi ville. Spise dem nu, eller senere, tror jeg egentlig selv vi bestemte. Jeg er dog ret overbevist om, at alle gemte dem.

 

Os der var kommet for sent ud om natten blev hevet frem, da vi var stod klar på pladsen til afgang. Her blev vi belønnet for at vi ikke var hurtige nok da instruktør Rune vækkede os. Igen var der bøvl med tælleriet, så vi blev startet forfra et par gange. Igen råbte jeg så an, og så fk vi det gjort. Jeg mener at huske at vi startede denne morgen med 30 belønninger. Jeg skummede indeni. Jeg var så sur over at blive talt til, som en der ikke havde evnerne til at foretage en selvstændig tanke. Det stressede mig fuldstændig vildt, at jeg lige der bare var et nr. som instruktørerne morede sig over og kostede rundt med.

 

Men når det så er sagt, så vidste jeg hvad jeg gik ind til da jeg meldte mig til. Det jeg ikke vidste var hvordan jeg ville reagere på, at nogen havde så stor magt over mig. Har andre forsøgt at have det over mig tidligere i mit liv, har jeg skåret dem fra, sagt op, eller bare gjort hvad jeg ville. Jeg har nok aldrig været super god til at tage imod ordrer.

 

Efter endnu en bumlet tur med lastbilen, kommer vi ud til hvad der skulle være starten på marchen. Som i sæson 1 bliver vores ting hældt ud foran os, alt bliver kontrolvejet, og vi bliver selvsagt svinet til igen. Kommandoen var egentlig meget klar, hav 25kg i rygsækken. Har du ikke det, så bliver det belønnet. Både med de belønninger vi allerede var blevet højtuddannet i, men også med ekstra kilo i sækken når vi skulle gå. Jeg kan ikke huske hvor mange det var, men ihvertfald et par stykker af gutterne, havde for lidt i rygsækken. Så der blev fundet store grene der blev bundet på ryggen til deres tur. Jeg kan huske jeg tænkte “phew” da min rygsæk blev kontrolvejet og jeg ramte 25 kg on the spot!

 

Mens vi stod der uden tøj på, fik vi marchinstruktionen af Instruktør Magnus. Det var simpelt. Gå, uden at vide hvor langt, I har 6 timer. Sæt igang. Med et var vi igang med dagens opgave. Klokken var lidt over 10 om formiddagen, og jeg kunne derfor regne ud, at jeg skulle være tilbage absolut senest kl 16:05 for at komme igennem marchen. Det tænkte jeg ikke var et større problem, altså udover, at jeg kun havde 2 energibarer til den her tur. En tur som jeg i øvrigt ikke vidste hvor lang var.

 

Vi fik under instruktionen at vide, at vi ikke måtte tale eller gå sammen. Jeg ved ikke hvor mange der decideret overholdte det, men jeg gjorde i alt fald ikke. Hvis jeg overhalede nogen, eller nogen overhalede mig, så sagde jeg noget. Jeg spurgte om de var ok, eller om de manglede noget osv.

 

Vi gik i området omkring Thy helt ude ved vestkysten. Meget fantastisk og meget smukt område. Ikke at jeg nød det specielt meget denne dag, men det havde nok noget med omstændighederne at gøre, og at jeg gik rundt i nogle støvler som jeg ikke var helt dus med. Underlaget var meget varieret, lige fra sand til skærver, til bakker, til klitter. Der var ikke rigtigt noget system i det, men fremad skulle vi.

 

Efter et par timer i skoene, kommer jeg til første checkpoint, og her sidder instruktør Erik. Erik noterer tiden, og fortæller mig at der er vand i nogle dunke osv. Han var absolut den mest sympatiske af alle instruktørerne. En god fyr, som ikke nedgjorde, men mere coachede i sin måde at instruere på. Han kunne sagtens belønne og irettesætte, men han var uden tvivl den af de 4 instruktører der havde størst menneskelig appeal. Ihvertfald for mig.

 

På det her tidspunkt, tror jeg, at jeg ligger nr. 6 i rækkefølgen af aspiranter. Søren, som var vores alderspræsident, småløb nærmest forbi mig allerede i starten. Det kan jeg huske jeg tænkte lidt over. Søren var sgu på alle måder totalt vild. En type der var sindsygt meget menneske i, og en eventyrer man kun kan beundre. Jeg har allerede sat mig for, at jeg skal bruge noget tid med ham, bare for at suge til mig af anekdoter og menneskelighed.

 

Simon var også stærk, og havde også et super glimt i øjet da han strøg forbi. Han skulle senere gå forkert og smide sin 1. Plads væk til netop Søren, som også undrede sig da han kom i mål, over hvor Simon var blevet af.

 

Efter at have gået 10 km´s tid besluttede jeg mig for at holde en lille pause. Jeg ville rette på mine sokker og spise en af de energibarer vi havde fået. Jeg sætter mig i græsset og nyder et øjeblik stilheden og har der et lille moment med mig selv. Op til mig kommer Mikkel, som tænker på samme måde som mig. Vi har begge brug for det her break, og sammen deler vi et øjeblik på en sti i Thy, som jeg ikke lige kommer til at glemme. Vi griner lidt, selvom vi ikke må, og nyder nok vores rebelskhed et øjeblik. Meget hurtigt er der kameraer på os, og så må vi hellere komme videre. Mikkel sagter lidt bagud, da jeg føler mig godt gående derefter og da jeg møder ham senere på vej tilbage kan jeg se han er most.

 

Vendepunktet er lige fremme nu. Ved siden af mig går Christian. Vi taler ultrakort sammen og går nærmest samtidig ind på pladsen hvor Rat står og skal instruere os. Med det samme gør han opmærksom på vores fejl, og belønner os koporligt med belønninger. Igen tænker jeg mit, parere ordren og bander inde i mig selv.

 

Jeg fylder vand på dunken og begynder langsomt at gå tilbage. Kroppen begynder at være lidt mør. Rygsækken sidder virkelig dårligt, da kvaliteten af den er så lav, at jeg ikke engang ville byde mine børn den som skoletaske. Der er ingen hoftestrop på den, så man bærer alt vægten i skuldrene. Den eneste måde jeg kunne holde ud at gå med den på, var ved at folde hænderne bag på ryggen og nærmest løfte den op på nakken. Ikke nogen optimal stilling at gå i, men det fik lettet lidt på belastningen på nakke og skuldre.

Turen tilbage er mega hård, jeg møder flere der stadig er på vej mod vendepunktet, og jeg kan ved at se på mit ur regne ud at flere af dem ikke vil når det indenfor tidskravet. Polina, som er holdets eneste kvinde, melder fra da hun rammer vendepunktet. Hun er uden undtagelse en af de sejeste jeg har mødt. Hun vejer vel 60 kg, og går med næsten halvdelen af sin kropsvægt på ryggen, på samme vilkår som os mænd der nok vejer 20-30 kg mere end hende. Det er for vildt og jeg tager hatten af for hende.

 

På et tidspunkt forholdsvis tæt på mål møder jeg Sten. Jeg kan ikke huske om han kommer op til mig, eller jeg kommer op til ham, men vores tempo er meget ens og det er nærmest oplagt at gå sammen. Selvom vi ikke må. Jeg tror det var en god ting på det tidspunkt her, for vi var begge trætte og havde ondt alle steder. Flere kommer op til os, og jeg tror vi går meget tæt på den sidste km eller to ind mod mål. Vi kan alle godt regne ud at vi når det, og at vi er i den bedste halvdel. Så alt det var meget fint.

 

Men så kommer jeg i tanke om noget.

 

Mine energibarer. Jeg havde fået vejet min rygsæk med energibarer i, og de vejede små 50g stykket. Jeg havde altså spist dem. Jeg tænkte med det samme at der ville være kontrolvejning når vi kom tilbage, så uden at blinke samlede jeg 2 sten op fra jorden og fik en af de andre til at smide dem i sidelommen på tasken. Jeg tror egentlig, at jeg ville have fået en nedsmeltning af de helt store, hvis jeg var kommet tilbage og kontrolvejning sagde jeg havde for lidt i. Det ville uden tvivl have belønnende konsekvenser, men det var jeg altså ikke klar til. Så ind med sten i tasken og ganske rigtigt, så var der vejning. Vægten på min taske sagde 25 kg on the spot igen. Heldigvis.

 

Os der kom i mål blev gelejdet hen til de andre, som allerede var kommet ind, jeg tror jeg talte 12 stykker og kunne regne ud, at jeg så var kommet ind som nr. 13ish med ca. 25 minutter til time cutoff. Det var jeg ok tilfreds med.

 

Mens vi lå der blev vi selvfølgelig kolde. Ikke meget, men alligevel så meget, at vi havde svært ved at sidde stille. Flere tog regnslag frem og gemte sig under dem, andre havde en regnjakke på. Vi kunne have haft alt hvad vi ville med i rygsækken, så længe den ramte 25 kg, men ingen havde tænkt på en sovepose. Det var fandeme dumt. Her skinnede det virkelig igennem, at vi ikke var soldater med erfaring. Erfaring, som jeg er 200% overbevist om ville have været essentiel for at komme langt på det her kursus. Mange af os havde ingen soldatererfaring, og bare det at tage imod en ordre på den måde som vi skulle, var svært for mange. Især for mig. Samtidig var der alt den praktiske erfaring med march, pakke tasken osv. Det ville jeg gerne have kendt lidt mere til, set i bagklogskabens klare lys.

Mens vi gik march fik jeg lidt problemer med min højre hæl. Jeg kunne tydeligt mærke, at det var en vabel, men jeg bed den i mig og ville bare fremad. Dumt. Jeg skulle have stoppet, fikset min sok, og så i øvrigt have taget noget plaster eller andet grej med, som vi havde fået udleveret på basen, så jeg kunne have fikset mine fødder. Det tænkte jeg slet ikke på. Mine forberedelser til denne dag, var derfor mere eller mindre kun, at jeg havde været ude at gå. Jeg anede intet om forebyggelse af vabler, behandling af dem eller noget andet. Det var så dumt, og jeg må indrømme, at jeg her bagefter sidder med en irriterende følelse af, hvis jeg nu bare …. Jeg havde ikke erfaring, som vandrer eller soldat.

 

Jeg rejser mig op, da vi alle er kommet ind efter march, og så kan jeg mærke både min vabel på hælen, og også at mit venstre ben ikke helt makker ret. Det er faktisk svært at strække det helt ud, uden, at det gør temmelig nas. Det bliver bekræftet da vi for at få varmen, bliver ordineret 10 belønninger der på stranden, som desværre bliver der Erik siger stop. Han var tom for energi og på TV i afsnit 1 ser man ham også være rigtig presset under marchen. Erik var ikke i dårlig form på nogen måde, men han ramte sin mur.

 

Småhumpende, går jeg sammen med de andre over mod lastbilen for at blive kørt mod basen igen. Jeg kan huske, at jeg allerede her tænkte, at det her er lort, og jeg glæder mig til at komme på basen lige og få fikset mig selv. Det kom jeg bare ikke lige til.

 

For i det sekund vi kom tilbage på basen, der skulle overvågningen bemandes igen. Og det var min tur, sammen med Per.

 

Vi nåede lige at skovle noget kold pasta i hovedet og en dåse tun, og så var det ellers op og ligge i tårnet, hvor vi så kunne holde udkig og notere alt der foregik på pladsen. Her var klokken gået hen og blevet 19 ca. Og vagten skulle man have en time af gangen sammen med en makker. Hverken Per eller jeg nåede at få styr på vores stumper eller os selv. Hvilket skulle vise sig at være det udslagsgivende for mig.

 

Per og jeg noterede og nedskrev omkring 6 sider på denne vagt. Hvilket er fuldstændig vildt. Alle de andre skulle både pisse, spise, til lægen, tale med instruktører, afhøres, og vi fik fingeren af Instruktør Rune oppe i vinduet, og meget mere. Alt taget i betragtning var det jo meget godt, at der skete noget på vagten, for den gik faktisk hurtigere, men igen, så havde vi ikke haft tid til at få styr på det hele da vi kom tilbage fra march. Hvilket jeg selv mente var noget rigtig røv. Min hæl var noget lort og trængte til at blive renset og få noget plaster på, og mit venstre ben kunne godt lige have brugt en ordentlig udstrækker og et eftersyn. Jeg har stadig den dag idag næsten 6 måneder efter, vrøvl med hasen i venstre ben. Især når jeg lige går igang med at være aktiv eller løbe.

 

Kl 19.59 bliver vi afløst og jeg tænker, at jeg endelig får lov til at klare mine ting.

 

Kl 20.02 kommer Magnus og Erik ind i soveteltet, hvor jeg netop har taget støvlerne af og siger: Vagten er inddraget, antrædning udenfor om 5 minutter, klar til boksetræning.

 

Lige der.. Der fik jeg nok. Mit ultraselvstændige jeg, som er virkelig dårlig til at modtage ordrer på den måde, fik nok. Jeg gik derfor efter instruktørerne og sagde jeg ikke ville mere. De virkede egentlig lidt overraskede, men om det bare var mig der synes det og om de reelt set var det, over min lidt pludselige exit, ved jeg ikke. Det får jeg nok heller ikke at vide. Der er kommet et lidt underligt sjovt klip ud af det her på TV, da jeg står i klipklapper uden for soveteltet da jeg giver mit armbind til dem.

 

Jeg har vendt min exit oppe i hovedet tusinde gange. 40 timer tog det så var jeg færdig som deltager i det her. Jeg har fortrudt lige så mange gange, men har også erkendt inde i mig selv, at jeg ikke ville kunne have løbet en meter mere den dag, hvis de bad mig om det. Og så var jeg blevet pillet ud af alligevel. Jeg var gået i stykker, og mit hoved var stresset.

 

Jeg ved at jeg ville have været en VIRKELIG dårlig soldat. Ikke på grund af det fysiske, for det tror jeg er muligt for mange at træne sig op til. Men fordi jeg er decideret dårlig til at tage imod ordrer på den måde som de bliver givet. Jeg kan ikke lide at føle mig som en undersåt. Jeg tror på rangorden og kommandoveje, men jeg tror også på, at hvis man skal have mest ud af mig, så skal man tale pænt. Og det var bare ikke en option på det her kursus. Det vidste jeg godt da jeg gik ind til det, men nu er det så blevet bekræftet for mig, at jeg ikke dur til det.

 

Disse ting jeg har lært af at være deltager i korpset sæson 2.

 

Jeg er god til at være min egen chef. Mine egne beslutninger har konsekvenser for mig. Hvis der bliver taget beslutninger for mig, som jeg ikke kan kontrollere, så føles det decideret ubehageligt. Især hvis det er under virkelige pressede situationer, fyldt med fysisk pres og stress. Jeg kan godt lide overblik, at lægge en plan, og så eksekvere på den.

 

Jeg har lært at soldater, eller jægersoldater,  skal være en type af menneske der er god til at tage imod ordrer og gøre hvad der bliver sagt. Det har jeg alle dage også været dårlig til. Bare spørg mine forældre. Om det er en dårlig ting, eller en god ting, det ved jeg ikke. Jeg er bare min egen herre, og kan godt lide tanken om, at jeg har en hele savanne at løbe på og ikke bare 100×300 m inde i en skov i Struer hvor jeg i øvrigt ikke må træde på stregerne.

 

Jeg har lært at jeg kan presse mig selv endnu længere fysisk end jeg troede muligt. Jeg har lært at søvn er vigtigt, men at man kan presse sig selv yderligere på trods af at man ikke har sovet særligt meget. Jeg har lært at tun i vand stadig smager virkelig dårligt, men at man faktisk kan både løbe og være fysisk i ret lang tid på nærmest ingen mad.

 

Jeg har lært 29 personer at kende, som alle hver især har en historie der er unik. Som har et specielt perspektiv på verden og hvad den skal byde dem, og jeg glæder mig til at lære dem alle sammen endnu bedre at kende. Jeg ved med sikkerhed, at hvis jeg en dag står i en situation hvor jeg mangler et sted at være et øjeblik, eller har brug for et lift somewhere, så er der med garanti en af mine kammerater fra korpset der vil træde til. Og det er selvom vi kun har kendt hinanden så kort tid. Det er et lidt underligt ubeskriveligt bånd vi har fået internt. Det kan ikke beskrives, det skal opleves.

 

Så alene der har jeg 29 gode ting der fulgte med på baggrund af min deltagelse i korpset. Oveni de 29 ting, kan jeg tillægge mange andre, som jeg ikke kunne have fået ude i den virkelige verden. Så lad det være en direkte anbefaling herfra:

 

Kom ud og lev. Prøv ting af. Lav nogle fejl. Lær af dem alle, og så prøv noget nyt igen. Vi er så privilegerede, at have denne unikke mulighed i vores lille smørhul af et land. Det er næsten forkert hvis du IKKE udnytter det. Så for at tage den initerende sætning af denne lange tekst her med i den afsluttende også, så synes jeg du skal tænke meget over om ikke det her citat skal efterleves lidt mere af dig i den kommende tid.

 

“The time for action is now. It’s never too late to do something.”

 

Antoine de Saint-Exupery

 

Tak.

 

#24

En tanke om “Korpset på TV2 – min deltagelse og oplevelse

  1. Peter Gyde siger:

    Hvor er det bare fantastisk læsning. Som jeg har nævnt for dig, er det både sjovt og interessant at læse om dine oplevelser af en verden som jeg er opfostret indenfor. Som mangeårig soldat er det svært at forstå, at det kan være så udfordrende at tage imod en ordre. Din måde at skrive på forklarer det på en rigtig god og letforståelig måde – og så hører det jo heldigvis med til historien, at ordrer under disse forhold har et helt andet formål end “rigtige” ordrer. Der er heldigvis en mening med det meste galskab.
    Tak for en super god beskrivelse af din store og lærerige oplevelse😍👍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

 

 

 

Lyt til mit gratis podcast om vaner og intuition direkte på mobilen. Det koster kun en mailadresse. Når du er signet op, modtager du engang imellem en email fra mig med nyheder, artikler, og online foredrag og produkter.

 

Vil du være klogere?